Georg Jensen
AG5 stod for hovedprojektering og udførelse i forbindelse med Georg Jensens nye 225 m2 store flagskibsforretning på Nytorv i Københavns Lufthavn, Kastrup.
Forretningen er den første i Georg Jensens nye image, og bygger på deres stolte sølvsmedstraditioner, samtidigt som konceptet bringes videre til mere moderne danske rammer. Iflg. designarkitekten Mark Pinney var intentionen at skabe en stemning som i et moderne dansk hjem, gennem at dele arealet op i genkendelige zoner. Man bliver som kunde først mødt af en åben veranda, før man kommer indenfor i ”hjemmet”. Her finder man stuerne, biblioteket med Georg Jensen klassikere og galleriet hvor smykkekollektionen fremvises.
En komprimeret tidsplan nødvendiggjorde at byggearbejderne blev planlagt og koordineret meget præcist. Udover hovedentreprenør og indretningsentreprenør havde lufthavnen også sine egne håndværkere, som skulle med i koordineringen.
Indretningen blev gennemført på 8 uger, en rekordtid, der indbefattede alle fag. Denne tidsplan anvendes nu som reference for forretningsindretninger globalt.